Borgmester Jacob Bundsgaard er vært og ser frem til nogle festlige dage i juni:

I Aarhus har vi meget ofte glæde af Hendes Majestæt Dronningens tilstedeværelse, men det er første gang, hun ankommer til Aarhus som del af et officielt sommertogt med Kongeskibet Dannebrog. Det giver os en kærkommen mulighed for at holde en stor fejring af hendes 80-års fødselsdag – og samtidig præsentere hende for forskellige sider af byens mangfoldige liv.

Sommerbesøget indledes grundlovsdag 5. juni kl. 10 med anløb af Kongeskibet Dannebrog ved Havnepladsen i Aarhus Midtby. Her modtages Dronningen af blandt andre borgmester Jacob Bundsgaard og en festklædt by, som over de næste par dage vil byde på et væld af oplevelser og vise nye sider af Dronningens Aarhus.

Rådmand Rabih Azad-Ahmad siger:

Jeg glæder mig til at fejre Dronningen sammen med hele byen. Det bliver både festligt og folkeligt. Aarhus og Dronningen er tæt forbundet, og det er altid noget særligt når kongefamilien fejrer mærkedage i smilets by.

 

Det endelige program for Dronningens sommertogt ventes offentliggjort i maj, hvorefter det kan læses her.

Aarhus fejrede i 2015 Hendes Majestæt Dronningen i forbindelse med 75-års fødselsdagen. Billeder fra denne dag kan ses her.